Deep Deep Waters

Dette er historien om hvordan en sang blev til i Odensegade i Aarhus i en lille to-værelses på 4. sal med 4-spors båndoptager i hjørnet af stuen, og om dens vej frem og tilbage mellem Danmark og Sverige.

Tascam 244

Sangen ‘Deep Deep Waters’ har efterhånden fået vedhæftet en længere historie, selvom den blev skrevet på kort tid. I midt-90'erne indspillede Karl-Erik Pedersen sangen i Air Play Studiet i Montanagade i Aarhus sammen med produceren Lars Alsing.

Studiet havde lige været igennem en ombygning og udvidelse, og fremstod som et top lækkert moderne studie, som lå gemt af vejen inde i en baggård. Der skal helst ikke komme for mange mennesker løbende, når kunstneren fordyber sig.

Alsing og Pedersen havde en produktionskontrakt, og da der skulle findes sange til en af de sessions, de to løbende havde igang, så provokerede Alsing åbenbart Karl-Erik Pedersen. Om det var med vilje, melder historien intet om, men han hævdede at den håndfuld sange, han lige havde fået præsenteret, mest var riffbaserede melodier.

Deep Deep waters 1.jpg

Nu kunne det jo opfattes positivt, især hvis man spillede Led Zeppelin inspireret musik, men det gjorde Karl-Erik ikke. Han var 'singer/songwriter' og arbejdede ud fra melodi, tekst og harmonier. Han opfattede det derfor som en provokation. Ikke på nogen negativ måde, men mere som en kreativ provokation. Som om Alsing havde leget toreador og havde holdt en rød kappe hen foran den sagesløse sangskriver, der helt havde mistet mælet.

Da Alsing havde forladt lejligheden på 4. sal midt i Aarhus med den lille trofaste 4-spors Tascam 244 båndoptager i hjørnet af stuen, kunne KE ikke længere skjule sin irritation. Men i stedet for at sparke til noget af møblementet, blev han ramt af en 'jeg-skal-satme-vise-ham' attitude, og han tog guitaren. Provokationen havde haft en effekt, og på 10 minutter havde han næsten en ny sang færdig. Det blev til sangen 'Deep Deep Waters’.

På svensk

ARTE, som var navnet på et stort booking selskab, bookede for Karl-Eriks band, som på det tidspunkt bar navnet 'YELLOW MOON'. De var meget glade for de nyeste indspilninger, som var ved at være færdige i Air Play Studiet. Så ARTE lavede en CD med 5 af de nyeste sange, og spillede bl.a. 2 af sangene for den svenske sanger, aktivist og sangskriver Björn Afzelius, som også var tilknyttet ARTE. Han blev åbenbart også glad for musikken, for efter noget tid dumpede der et brev fra Sverige ind ad brevsprækken på 4. sal i Aarhus. Afzelius havde skrevet svenske tekster til de to sange, og han ville høre, hvad ophavsmanden til sangene sagde til dette. Og så ville han spørge, om han måtte bruge de to sange. Det kunne ophavsmanden Karl-Erik Pedersen kun sige ja til, og i 1995 udkom singleforløberen 'Nitton år', som var den svenske udgave af 'Deep deep waters'. Senere på året kom hele albummet 'Nära dej'.

Den svenske udgave blev spillet flittigt i Danmark, Sverige og Norge hvor også Björn Afzelius turnerede med sit band. Og da han og bandet året efter gæstede Danmark, og gav udsolgte koncerter med sit band, var det nærliggende at lave en duet med Karl-Erik, og sammen sang de sangen i Musikhuset i Aarhus.

Deep Deep waters 2.jpg

 

Publishing deal

Omkring den tid underskrev Pedersen en publishingkontrakt med det amerikanske musikforlag Warner/Chappell Music's danske afdeling som sangskriver. At kontrakten kom i hus skyldtes ikke mindst sangen 'Deep deep waters’. Det viste sig senere, at også to store danske kunstnere i samme periode ville indspille sangen. Men den gik til Sverige.


 

Christians Kirken

I 1999 døde den svenske sanger efter kort tids kamp mod cancer, og i Christians Kirken i København blev en mindekoncert arrangeret. Karl-Erik Pedersen blev inviteret med, og da der var stor rift om billetterne, blev der lavet én koncert om eftermiddagen og endnu én om aftenen.

Den smukke og specielle kirke med de tre balkoner på hver af de tre vægge, var fyldt til bristepunktet ved begge lejligheder, og den var rammen om to smukke og fortættede koncerter. KE sang 'Deep deep waters' akkompagneret af Afzelius mange årige pianist Olle Nyberg ved begge koncerter, hvor også Michael Wiehe, Mats Ronander, Totta Näslund, Sanne Salomonsen og mange andre medvirkede.

P3

Men her stopper historien om sangen ikke, for i 2003 udgav Karl-Erik sin egen udgave af sangen 'Deep deep waters' med den oprindelige tekst på Naked Fish-albummet 'Back on dry land'. Den var hermed igen tilbage i Aarhus. Sangen blev playlistet på Danmarks Radios P3, da den udkom som den første single i 2002. I den forbindelse blev Karl-Erik og hans band NAKED FISH iøvrigt truet af en canadisk TV station, som ville sagsøge bandet for 5mio $.

Sangen blev indspillet i et andet stort studie i Aarhus, nemlig i Feedback Studiet på Haraldsgade i Viby J. Den blev dog remixet i Mindless Studiet inden den kom ud som single.

Deep Deep waters 3.jpg

 

Sverige revisited og ud i verden

Men sangen skulle igen krydse grænsen til Sverige, da den svenske instruktør Lukas Moodysson ('Fucking Åmål’, 'Lilja 4-ever’, ‘Gösta’ mfl) lod sin hovedperson i filmen 'Et hål i mitt hjärta' fra 2004 nynne en del af sangen.

Karl-Erik vidste intet om dette, før han fik besked om, at der havde fundet forhandlinger sted mellem filmselskabet og publishingselskabet. Moodysson havde specifikt bedt sin hovedperson nynne netop denne sang. 

Filmen udkom året efter i 2005 på DVD i en international udgave under titlen 'A hole in my heart'. Filmen vandt flere awards ved festivals rundt omkring i verden. 

 

Genudgivelse og Greatest hits

I 2005 udsendtes alle Björn Afzelius album i en boksudgivelse, hvor albummet ‘Nära Dej’ med ‘Nitton År’ var med.

Den 21/11 2011 blev 'Nitton År' genudgivet på greatest hits albummet 'Tusen bitar - sånger om kärlek och rättvisa' med Björn Afzelius på Metronome Warner Music Group Company.

https://www.amazon.co.uk/Tusen-bitar-sånger-kärlek-rättvisa/dp/B007M49CME