DEN NØGNE SANDHED

13 SEKUNDERS NYNNEN I NY SVENSK FILM
 

Sangeren og sangskriveren i bandet NAKED FISH Karl-Erik Pedersen har fået 13 sekunders musik med i svensk films store håb instruktøren Lukas Moodyssons nye film ’Ett hål i mit hjärta’, som netop har fået natkassepremiere i Danmark. 

 

Forhistorien er at den afdøde svenske sanger og sangskriver Björn Afzelius i 1995 skrev svensk tekst til en af Karl-Erik Pedersens sange som oprindeligt på engelsk hedder ’Deep Deep Waters’. Sangen udkom på Afzelius album fra samme år ’Nära Dej’, og kom i den svenske udgave til at hedde ’Nitton år’. Pedersen og Afzelius nåede også inden svenskerens alt for tidlige død at optræde sammen med sangen live. Den engelsksprogede udgave af sangen findes på NAKED FISH album ’Back on dry land’ fra 2003, som udkom på Cope Records. 

 

’Ett hål i mitt hjärta’ er ikke en film for sarte sjæle. Efter Moodyssons debut ’Fucking Åmål’ og ’Lilja 4-ever’ befinder vi os i et intenst og betændt drama i en lejlighed, hvor 3 mennesker er ved at optage en pornofilm. I Variety sammenlignede man bl.a. med David Lynch ’Eraserhead’ og Luis Buñuels tidlige værker. I filmen nynnes en strofe fra sangen ’Nitton år/Deep Deep Waters’. 

 

Se traileren her http://www.play.dk/ethulimithjerte

http://www.lukasmoodysson.com/

http://www.ekkofilm.dk/?id=130&allowbreak=Nej

SANGE FRA MÅGERNES BY

5 EP’er er på vej i år med Naked Fish under den samlede titel ‘Sange Fra Mågernes By’. EP 2 er kommet til at hedde ’Fra Skygger Til Lys’. Den er officiel fra den 28. maj. I de første måneder af 2021 er bandet Naked Fish kommet godt igang med at udføre den vilde plan. Startskuddet lød i begyndelsen af februar med den første EP, og lige nu rulles planen for alvor ud med EP 2 ‘Fra Skygger Til Lys’.

‘Sange Fra Mågernes By’ er den samlende titel, der kommer til at ramme det hele ind i 2021 og 2022. I hvertfald når det gælder bandet NAKED FISH.

For fire år siden flyttede Karl-Erik Pedersen tilbage til den aarhusianske bydel Frederiksbjerg. Det var i starten af juni, og sommeren var stegende hed, og som en afveksling blev den krydret med hyppige og fuldstændigt uforudsigelige skybrud.

 

Det klimamæssige kaos passede til hans indre state-of-mind, når han opgivende kravlede rundt og forsøgte at finde de rigtige kabler, og kun uendelig langsomt fik han opstillet sit studie øverst oppe på 4. sal i Montanagade lige under havmågerne.

De højlydte fugle havde opdaget at den aarhusianske bydel omkring Jægergårdsgade var blevet et foodie distrikt, og de var begyndt at spise finere end den skidtfisk, der normalt var på dagens ret nede i Sydhavnen.

Nu var det gourmet rester, de sad med i gabet, når de selvfølgeligt mellemlandede på tagryggen over Karl-Erik, og højlydt næbede op om, hvad der var bedst netop denne tidlige sommermorgen: køkkenaffaldet hos
italienerne eller det fra sushi restauranterne?

416286FD-A193-4C58-AD7F-D2198698B4CE_1_1
Lars Sletten.PNG
Jakob Ottesen.PNG

Varmen, regnskyl og så den flok højtråbende måger gik hen og blev et vendepunkt for Karl-Erik og hans musik. Men der skulle selvfølgelig mere til end bare naturens luner.

 

I årene inden han vendte tilbage til Frederiksbjerg i Aarhus var hans band Naked Fish efter udgivelsen af det fine album ‘På Dansk’, svundet ind til kun at bestå af bassisten Jakob Ottesen, som har været en del af Karl-Eriks musik helt fra tidernes morgen, og trommeslageren Lars Sletten Thomsen. De tre gik igang med at indspille sange, der passede til et mindre lydbillede.

Det var her livet begyndte at vise sig fra sin ondskabsfulde side, og problemerne hobede sig pludselig op, som en stak gamle aviser, der voksede sig større for hver dag.

 

Men i Montanagade lige under taget og mågerne begyndte musikken stik imod alle odds at spille. Da den første hede sommer begyndte at gå på hæld, og lysdioderne i studiet blinkede som de skulle, formåede Karl-Erik med stor hjælp fra Jakob og Lars, at finde inspirationen frem igen. Pludselig blev halvfærdige indspilninger lavet færdige. Skitser voksede sig store og stærke.

IMG_1713-1.jpeg

De tre havde tidligere spillet og lavet musik med keyboardspilleren Michael Jensen, som nu trådte til i studiet. Senere kom også guitaristen Troels Mikaelsen til. De to gav det hele et ekstra skub med deres særlige inspiration og fælles passion for musik.

Og med hjælp fra den tyske mundharpespiller Jörg Brüning, og trommeslager og percussionist Michael Friis og andre musikalske gæster og venner begyndte ‘Sange fra mågernes by’ at vokse og tage form.

Michael Jensen 2.PNG

På en bund af hårde slag fra livet, hvor intet så ud til at kunne blive værre, stod alle pludselig på kanten af pandemien. Men efter de første ugers forskrækkelse begyndte kreativiteten bare at blomstre på ny. Den kunne ikke længere holdes nede af modgang. Masser af nye sange, mix og andet fra den musikalske godtepose er nu på vej ud på EP’er og singler.

Udsigt.PNG
 
KARL-ERIK FORTÆLLER

‘Når jeg tænker over det, så har det for mig været et spørgsmål, om at ha noget at indspille mine sange med. Instrumenter har været redskaber på lige fod med: Spole- og kassette båndoptagerne. Tandberg, Phillips og Revox. 4-spors maskinerne Tascam Porta One og Tascam 244. Session 8 og Pro Tools. Roland TR-505 og Roland R8 trommemaskinerne. Min uundværlige AKG 414 mikrofon. MacBookPro. iMac…

 

Den dag så fremtiden lys ud.

Min barndomsven i Hobro - Lars Kærsgaard - fik en gammel guitar af en ven, som fik en ny. Både han og jeg var vild med rock, hvor der var fede guitarsoloer. Vi havde begge kassettebåndoptagere, som vi optog musik fra radioen på. Men hvis der undervejs pludselig kom en solo med sax eller orgel, så stod vi resolut af. Vores indskrænkede teenagehjerner kunne ikke kapere disse instrumenter. Så man trykkede på STOP og måtte så spole tilbage til hvor den foregående sang var sluttet, så REC + PLAY knapperne var klar til næste sang.

 

Nu sad vi så der med hans spanske guitar, og vi anede intet om, hvordan guitaren skulle stemmes. Eller noget om akkorder. Vi kunne dog høre, at det lød meget dårligt, når vi forsøgte med alle strenge på én gang.

 

En dag fandt Lars på at trække den tynde e-streng væk fra gribebrættet og så ned over kassens kant. Når han så pressede eller trak strengen nedad og samtidig anslog strengen med højre hånd, så…ja det lød sgu ret godt, syntes vi.

 

Vi eksperimenterede ved at spille til båndede sange på kassettebåndoptageren. Den store eye - eller ear opener - kom da vi stillede to båndoptagere op. Den ene spillede en sang - det kunne være Ten Years After med ‘Goin’ home’. Vi var vilde med Woodstockudgaven. Mens den anden optog vores sære guitarspil OG Ten Years After. Forestil dig lige vores overraskelse, da vi første gang hørte sådan en optagelse - mindblowing.

 

Nu var lyden af en spansk guitarstreng af nylon, som blev trukket og hevet i ikke den sejeste lyd i sig selv, når nu man hørte hvordan det lød rigtigt hos dem, vi spillede sammen med. ‘Guitarpedal! Nope Sir! Kender ikke ordet, vi kan ikke forestille os, hvad det kan være’. Men det var der råd for.

 

Under et eksperiment i jagten på den rigtige lyd, blev knappen til indspilningsstyrken skruet i bund ved et uheld. Vi opdagede først effekten, da vi skulle lytte til optagelsen.

 

WUUUOOOOWWW!!!! En kold ned-ad-ryggen-løbende lyd fra dødsriget sønderflænsede parcelhuskvarteret, og det var som om Woodstock scenen med tordenvejret og ‘no rain no rain…’ gentog sig, og mudderet skyllede alle huse og haver væk.

 

Tilbage sad vi måbende på skibsbriksen to teenagere med håret blæst helt tilbage, mens Alvin Lee fra Ten Years After i et millisekund stod lyslevende foran os. Det var et kort glimt og med en hurtig baglæns lyd blev alt normalt igen.

 

Men det var kun udvendigt, for vi havde hørt lyden af elektrisk guitar. Pragtfuld forvrænget lyd ved et uheld. Den var langt fra perfekt, men den var satme rå og brutal, og lige som vi ville have den.

 

Nu vidste vi alt om, hvordan man optog en guitar så den lød som en forvrænget elektrisk guitar. Nu skulle vi bare lære at spille, men vi syntes allerede, vi var godt på vej på guitarsolo fronten. Den dag så fremtiden lys ud. Hvis vi havde haft solbriller, ville vi have taget dem på.

 

15 år senere skrev jeg sangen ‘The Crows Called Your Name’, da var Lars død alt for tidligt. Sangen er med på ‘Back On Dry Land’.

 

Det Kinesiske Hav.

Historien om sangen ‘Det Kinesiske Hav’ er også min historie om at indspille hjemme. ‘Det Kinesiske Hav’ er titlen på en sang, jeg startede på, da jeg boede i Hjørring i en periode. Der er et stykke fra den nordjyske by, og så over til havet ud for Kinas og Vietnams kyster. Om inspirationen kom fra de mange besøg på de nærliggende strande ved Lønstrup og Tversted husker jeg ikke.

KE billede.PNG

Ping pong og bounce.
‘I en periode havde jeg lånt en rytmeboks af min ven Palle Mortensen. Det var lige før jeg opgraderede til Tascam Porta One, som var en 4-spors båndoptager. Den var en revolution for mig. Jeg købte den af Henrik Andersen (‘Balloo’). Han havde det fede band Skyline, hvor Michael Friis iøvrigt var trommeslager. Jeg boede tæt på guitaristen Troels Mikaelsen, som allerede var med i mit band dengang. Han kom sommetider forbi. Så arbejdede vi med de ‘mange’ spor :-) Troels var virkelig god til indspilningsteknik.

 

Engang vi var i studiet, havde vi gang i både at indspille sange, og musik til en film. En af sangene hed ‘Varulven’. Troels havde klippet 4 sange sammen i den rigtige rækkefølge om aftenen, og så gik vi i byen.

 

Næste formiddag skulle vi lige lytte spolen igennem på Revoxen med de fire sange. Og da ‘Varulven’ var kommet igang, råbte Michael Friis som havde spillet et eller andet sted aftenen før. ‘Hvor er min trommeintro?’ ‘Øhh den besluttede vi at klippe af, så den startede lige på. Kan du ikke lide det?’ ‘NEJ!!!’

 

Hvis det nu havde været i dag, havde det været meget nemt. Man ville klikke Command + Z forundo. Men vi taler her om analogt bånd. Og på gulvet under klippebordet ved Revoxen lå alle disse båndstumper og stykker, som Troels havde klippet af aftenen før. Troels kiggede ned på gulvet, og ville så gå igang med at lede efter den rigtige båndstump. Bare for at prøve. Og der gik næppe en halv time, så havde han ikke bare fundet den afklippede stortromme og snare. Han havde også formået at sætte det lille stykke fast på det rigtige sted og tape båndet sammen igen. Og pludselig hørte vi sangen højt ude i baggården, hvor vi andre sad i solen og missede med øjnene. Troels havde sgu gjort det, og alle var glade’.

KE collage.PNG

‘Jeg troede i mine teenage år, at jeg havde opfundet trickindspilningsteknikken - jeg optog på en spolebåndoptager, og den forbandt jeg med en Tandberg kassettebåndoptager. Mens jeg optog på den, blev indspilningen fra spole overført - eller mixet ned. Så havde jeg 2 instrumenter. Og ved at ping-pong’e frem og tilbage mellem de to, mens jeg hver gang sang eller spillede noget nyt, kunne jeg have til sidst 7-8 instrumenter på en sang’.

 

‘Jeg kunne jo blive ved uendeligt mange gange, men hver gang jeg ‘bouncede’ (som det hedder nu) kom alt med fra foregående optagelse. Også båndstøj. Så den susende lyd i baggrunden blev kraftigere for hvert bounce. Derfor blev en 4-spors maskine, hvor man ikke behøvede at bounce så meget en revolution for mig. Det skabte store muligheder’.

Les Paul.
‘Men teknikken jeg havde opfundet hjemme på mit værelse i Hobro, hvor jeg er født og opvokset,var allerede noget guitaristen Les Paul havde fundet på helt tilbage i starten af 50’erne i USA’.

‘Rytmeboksen gav inspiration, jeg fik lavet en masse nye sange i løbet af den måned, jeg havdeden. En af skitserne var det der blev ‘Det Kinesiske Hav’. Jeg spillede guitar og sang medrytmeboksen tændt. Indspillede på kassettebånd. Det blev ikke til færdige sange, men til skitsersom vi kunne arbejde med i bandet med Troels Mikaelsen, Michael Jensen, Jakob Ottesen ogLars Viberg. Vi kom til at spille den live mange gange. Den fandt en form’.

 
LARS FORTÆLLER
Trommer 1.PNG

‘Når jeg tænker tilbage på min tromme karriere på næsten 50 år, så er der mange trommesæt, der er kommet til og er gledet mig af hænde igen. Ludwig sæt fra 60’erne, Pearl og Sonor sæt fra 80’erne, og jeg har altid kun haft et sæt ad gangen. I en periode på et par år i The Sharks’ spæde ungdom lånte jeg mig frem fra job til job, fordi jeg af uransagelige grunde ikke ejede et sæt. I disse og de næste mange år frem var mit set up helt simpelt kun med en stortromme, lille tromme, en gulvtom og en hihat. That’s it! 

Galleri.PNG

Men langsomt byggede jeg på med bækkener og en side tam og cowbell. Jeg spillede fortrinsvis med hot rots, som gav en blød og dæmpet lyd.

Mit nuværende sæt, som er fra 2008, er et håndbygget DRS i Golden Black glimmer og bygget af mahogni træ med forstærkede kanter. Disse trommer har en blød, afdæmpet og varm lyd med en dejlig sustain. En mellemting eller blanding af gamle vintage trommer og moderne trommer. De lyder som en drøm. Endvidere er jeg den lykkelige ejer af en tilsvarende lilletromme, en meget flad en af slagsen med en meget kontant og agressiv lyd. Derudover har jeg 3 Ludwig lilletrommer. En fra 70’erne, en fra 60’erne og en fra 1958. De er alle meget forskellige og passer til forskellige genre og stemninger. Ja, og så er der alle mine Paiste bækkener i mange størrelser, der bare gør jobbet.

Derudover har jeg et gammelt søm bækken af mærket “Tosco”, som har været i mine hænder i mere end 30 år. Det fik 3 søm sat ind, da det lød temmelig dårligt og havde en stor revne. Dette bækken ser jeg i dag som en slag signatur for mit spil og min lyd, da det har gjort det godt på indspilninger og live, når jeg har brugt hot rots eller whiskers. Det skiller jeg mig aldrig af med; iøvrigt er det ikke noget værd i salgsøjemed, men det lyder fantastisk til formålet’. 

Trommer 2.PNG

‘Den sidste historie herfra er om min gamle (næste 50 år) spanske guitar “Ibanez”. Jeg fik den som ung teenager og i starten af 20’erne kom jeg ofte på besøg hos Henrik Woodpek, fordi vi spillede sammen. Min guitar blev efterladt hos ham, og jeg glemte alt om den, og Henrik flyttede fra sted til sted, medbringende min guitar. En dag jeg besøgte ham i Sønderlev, hvor han boede i mine forældres første hus i byen, og hvor jeg iøvrigt blev undfanget, nævnte han guitaren og bad mig om at tage den med med mig. Jeg kunne på daværende tidspunkt ikke huske noget om den guitar, men jeg blev mega glad, da jeg blev genforenet med den. Når jeg tænker efter må Henrik have passet på den i godt og vel 20 år, og guitaren ligner noget der er mærket af livet, men den lyder godt, og jeg bruger den flittigt i indspilnings øjemed’.

‘I mine unge dage kom jeg billigt til en Martin guitar D 35, da en bekendt var på valsen og manglede penge til at fortsatte. Jeg blev desværre aldrig helt gode venner med den, da den var ualmindelig hård at spille på. Jeg byttede mig til en Takamine guitar, som fulgte mig i de næste 30 år, indtil den var slidt helt op. I den nerdeste del af lyd hullet var kanten
flosset ganske kraftigt af hårde hug fra plektre og den mistede klangen og var til sidst helt død. Den er nu erstattet af 2 Blueridge guitars. Kopier af Martin D 45 og Martin D 18. Især sidstnævnte er en rigtig work horse’.

 

‘Senest jeg kom billigt til noget godt grej,var da min gode ven Peter forbarmede sig over mig, fordi jeg i tide og utide bad om at låne hans gamle fender strat (made in Japan) fra en gang i 80’erne og så hans Sigma 12 stregede western (made in Korea). Jeg fik disse to for 4500, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Han har ofte sagt, at hvis jeg overvejer at sælge, så skal jeg lige give et praj’.

 

 
 
JAKOB FORTÆLLER

Fender Jazz bass, årg. 1971.


’30. marts 1983, Rugholmvej 100, Barholt, 9830 Tårs. Min 17 års fødselsdag.

Den gule postbil, Renault 4 kasse, med sidevertsåbning, kommer op ad hulvejen. Stopper på gårdspladsen som den plejer. Post- Vagn stiger ud, går rundt om bilen, åbner bagtil og fremdrager en lang brun kasse. Går hen til til hoveddøren og banker på. Jeg går ud, åbner og modtager kassen.

Åbner låsene og der ligger den: En Fender Jazz bass! Min søster Josefine er afsenderen, og jeg må låne den. Hvis det er noget, må jeg købe den for det en musikforretning vil betale for den. Jeg er lamslået! Ved ikke så meget om musikinstrumenter, men ved godt at Fender er cool, og er lige begyndt at spille. På efterskolen.

 

Det viser sig absolut at være noget, så jeg vil klart gerne købe bassen af Josefine. Går til Musikhuset Arne inde i den store by Hjørring. Manden der siger, at de nok vil give kr. 2200,- for bassen som den står. Så jeg køber den af Josefine for de penge, som jeg møjsommeligt har sammensparet.

Den har fulgt mig lige siden, hvilket der kan siges meget om. På et tidspunkt i 90érne, hvor jeg spiller i bandet Lost and Found med guitarbyggeren Søren Severin (og Lars Sletten Thomsen), bliver den opgraderet af Severin med nye bånd, messingsaddel, Schallerstol, Schallerstemmeskruer og EMG aktive pickupper. Jeg erstattede den oprindelige hvide slagplade med en sort. Synes det så mere cool ud og passede bedre sammen med de sorte båndindlæg…..

 

På det tidspunkt var jeg meget optaget af Marcus Miller og Darryl Jones - de havde EMGs på deres jazzbasser. Man kan sige at det ikke er vintage i et nutidigt perspektiv, men jeg er vokset sammen med lyden og setuppet, så det sidder stadig på.

 

Bassen er monstertung, og jeg vil mene at det er det der er med til at give den fantastisk god sustain - den lyder bare pissegodt! På det sted hvor jeg åbenbart hviler min tommeltot, er der efterhånden blev nedgravet et hul. En skål kan man sige. Efter et unævneligt utal af barjobs. Min tro følgesvend. På den bruger jeg GHS Bass Boomers 045-065-080-100. Rounds.’

Bass1.PNG
Bass2.PNG

Epiphone Rivoli Bass, årg. 1965.


‘Cafe Ciffy, Hjørring. En mørk aften i 1996.
Jeg havde lyttet voldsomt meget på The The`s album “Hanky Panky”, og var meget
optaget af baslyden på det.
Meget tung og mørk lyd. Nørdede i det, og fandt frem til at bassisten spillede på en Rivoli bas. Var rundt i byen for at lede. Dem jeg fandt kostede over 20 kg. Udenfor mit budget. Men der var en remake af den fra Epiphone til ca. 7000,- Så den købte jeg hos Aage.

 

Første gang jeg har den med på job er med The Sharks på Cafe Ciffy I Hjørring. Jeg står og er ret glad for den. I pausen kommer Michael Sode (Michael er en kendt mand i Hjørring, klaverstemmer og selv en dygtig bassist) op og siger: “ Det er da en vældig bas den der, men vil du ikke hellere have originalen”?

 

Øh tjoh, siger jeg. Men det har jeg sgu desværre ikke råd til. Ved du hvad, siger han så, jeg har faktisk en til at stå oppe i butikken - den henter jeg lige. Få minutter efter er han tilbage med den. Jeg spiller resten af aftenen færdig på den og er jo helt solgt til stanglakrids.

 

Vi taler sammen efter jobbet, og jeg vil selvfølgelig gerne vide hvad den skal koste. Ved du hvad siger han. Jeg har haft den til salg i butikken for 4000,- i halvandet år, så det er prisen. Men hvis du nogensinde skulle drømme om at sælge den igen, vil jeg gerne lige have at du ringer.

Jeg køber den naturligvis, og tager den med hjem.

 

Ekstremt megagod stil af Michael Sode, og kæmpe mange tak for et fantastisk musikinstrument. Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at sælge den - så Michael, jeg ringer ikke…….. Den har et dobbelt humbucker helt oppe ved halsen, som giver et ekstremt højt output med uhyrligt meget bund! Slår man den ene pickup fra får den en mere dump sound i retning af en Viola. Det er en bas som på en måde skal betvinges - den giver ikke så meget igen af sig selv, og er ikke som sådan nem. Monteret med La Bella 50-65-80-105-
flats’.

Fender Musicmaster Bass årg 1973.

‘Der er egentlig ikke så meget at fortælle om den bas. Købte den på DBA af en flink og venlig mand, på Islands Brygge i 2018. Men det der leder op til købet er der en historie i

.
I november 2017 har jeg et velsignet besøg af Lars & Karl-Erik i mit sommerhus på Stevns. Vi spiller musik, spiser god mad, drikker god vin og taler om gamle dage. Og dem er der mange af.


Jeg finder en kasse frem med gamle kinabøger fyldt med noter og tekststykker. I det jeg bladrer en gammel kinabog igennem, dukker der en kuvert frem. I den ligger der fem tusind kroner i gamle sedler. Jeg aner ikke hvor de kommer fra - det gør jeg stadig ikke.


Jeg tænker at jeg må købe noget betydningsfuldt for dem. Hvilket bliver en Musicmaster bass. På en måde er det et lidt tarveligt instrument. Nok lavet som en elevting. Ud af en guitarkrop med en enkelt Stratocaster guitar pickup med seks magneter. Billig lakering. Har skiftet den hvide slagplade ud med en sort.


Shortscale kan noget - man får en tyk tone over hele brættet, som i sær er fed når man spiller højt oppe på det. Med flats er det kanon, og jeg er ret vild med den. Har en snert af P-bas lyd uden dog at være der helt. Også en bas der skal omgås med omtanke og indføling. Sygt lækker hals og bræt! Har for nylig udskiftet pickupen med en Seymour Duncan Qutarpounder, som giver lidt mere power og flæns til lyden. Monteret med La Bella 50-65-80- 105- flats.


Man kunne jo også erhverve sig en en P-bas. Jeg har haft to, men de lød af pis…..

 

Kort om flats & rounds: Nørdede lidt på det en overgang. Rounds først blev introduceret
omkring 1972, hvilket vi sige at al den musik vi hører fra før det årstal, blev spillet på flats. Interesant soundmæssigt. De har en lidt rundere og tykkere lyd, vil jeg mene. Måske mest væsentligt, har de en anderledes feel. Mere analoge og tættere på fingrene synes jeg. Men det er en smagssag….


Hvis jeg føler mig lidt rusten i basfingrene har jeg dette ritual, hvor jeg spiller til disse tracks: Things Have changes med Bob Dylan: Basic track med godt groove der lige får mig i gang. Dernæst: Woodoo med Neville Brothers. Sygt backbeatet track der får hele kroppen ned i basmode. Til sidst: Yellow Moon - også med Neville Brothers. For mig er det bare den bedste ballance imellem teknik, timing og feeling. Når jeg rammer den lige i røven, føler jeg mig i form!’

Bass3.PNG
GTR2.PNG

Gretsch Resonator, årg. ukendt.


‘Her må vi starte med min største musikinstrumentsmerte: Jeg havde en Gibson LG1 årg
1965, som var fantastisk! Den optræder på flere af sangene med Naked Fish. I en eller anden hjerneblødning solgte jeg den, hvilket jeg fortryder bitterligt….

GTR3.PNG

Lige siden har jeg ledt efter noget der kunne erstatte den. Uden held. Men denne her er jeg alligevel blevet lidt glad for. Det er jo en kinaguitar fremstillet af krydsfiner, men den kan et eller andet. Og den er flot. Den har sådan en lidt banjoagtig lyd, hvis man spiller den helt oppe mod stolen. Fingerpicking og slide. Guitaren har i sig selv en lettere forvrænget lyd akustisk. Der er pickup i, og hvis man via den høvler distortion på bliver den ret vild!’ 

Stella, Harmony årg. 1965.


Købt på DBA af venlig mand i Ålsgårde 2016.


‘Vel et udtryk for, at ikke alt vintage er megafedt. Hyggelig nok. God at have med på båden, men hvis den faldt i vandet ville man ikke nødvendigvis springe i for at redde den. Lyder måske alligevel af gamle dage på den halvfede måde. Beholder den nok….’

Backline


Amp: Aguilar AG 500 SC. Fed amp. Min yndlings efter mange. Ingen overflødige knapper. Supergod lyd med varme, overskud, headroom og tilpas growl. Og cool design.

 

Cabs: SWR Workingmans 115 T, SWR Workingmans 210 T. De er ok, uden at være prangende. Lidt en kompromisløsning, som handler om størrelse og håndterbarhed. Har haft mange kabinetter. Det suværent bedste nogensinde var et Mesa Boogie 2x15. Intet lyder så godt som det. Men det er kæmpestort, voldsomt tungt og fungerer ikke til mit nuværende behov.

 

10“ er godt som scenemedhør fordi det er distinkt, men hvis man spiller baggear kommer lyden ikke mere end 5 meter ud fra scenen. Heller ikke hvis der er 4 af dem. Amen. Eden Nemesis N12 combo. Vejer som en ondt år, men lyder megagodt. Formet som en monitor og god til mindre steder. Har været oversvømmet med vand efter stormflod, men det er den åbenbart ligeglad med……

 

Preamp: Aguilar Tone Hammer. Min absolut bedste ven. Bruger den altid - både live og til recordings. Alt på et sted. Monsterfed EQ og gainknappen giver den bedste lille snerren i lyden. Samme preamp som i AG 500, men det bliver på en måde dobbelt så godt…

Rack.PNG
 
ALLE BÅL GÅR UD

Nedlukningen i det blomstrende forår 2020 tvang alle til at bruge fantasien, når udlængslen og frihedstrangen blev for stor. Det høres tydeligt i sangen. Men ‘Alle Bål Går Ud’ balancerer også på den tynde line af uvished og alvor, der pludselig er spændt ud under os. En balanceakt der skal føre os sikkert igennem sensommeren og
ind i efteråret.

 

‘Vi håber, sangen kan være med til at minde om, at vi ikke skal tilbage til tiden omkring 11. marts igen’.
 

KE.png

Solsorten.

‘Under nedlukningen var der en solsort, som hver morgen sang lystigt fra vores altankasse udenfor min datters vindue i Montanagade i Aarhus. Den inspirerede til sangen. Fuglen havde friheden til at kunne flyve, hvorhen den ville, men den valgte alligevel at komme og synge hos os morgen efter morgen. Der var en positiv symbolik i det. Og det er den samme solsort, som medvirker på indspilningen’.

Langtbortistan.
‘Da Jakob og jeg begyndte at arbejde med teksten hed den: ‘Er alt også lukket ned i
Langtbortistan?’. Det skulle have været en opløftende og positiv sang, men den blev også
mørk, og kan høres som en sang om livet’.

En rejseguitar ved navn Morgan.
‘Musikken er bygget op omkring en meget løs skitse, jeg havde indspillet på en lille rejseguitar af mærket Morgan. Købte den pga lyden, ikke for at have den med på rejser. Men det ku’ den jo ikke vide. Nu er den så endt på en sang om at rejse i tankerne’ fortæller Karl-Erik.


Efterhånden som indspilningen tog form, begyndte han at dropboxe den frem og tilbage med de andre. Jakob på bas og guitar i sommerhuset syd for Køge. Michael og Troels på flygel og 12-strenget guitar i bjergene ved nordjyske Hjørring, og Lars på trommer lige udenfor Aalborg. Ideer blev sendt på kryds og tværs af Danmark med Karl-Eriks studie i Aarhus som centrum.
Her er sangen mixet. Med udsigt til altankassen og midtbyen. Solsorten er fløjet, og havnens mange måger dominerer nu luftrummet i 3. og 4. sals højde.


Gæster.
På mange NAKED FISH indspilninger medvirker gæster, og en af dem, der har været med ofte er Jörg Brüning. Han medvirker også på ‘Alle Bål Går Ud’. Han er på evig rejse imellem Berlin, Peru og så omkring Lønstrup, hvor han indspillede mundharpe. Villiam Jensen, Ida Marie og Anne Katrine Agerboe Pedersen synger også med. De tilhører alle næste generation, og de var hjemme under nedlukningen.

DEEP DEEP WATERS

Dette er historien om hvordan en sang blev til i Odensegade i Aarhus i en lille to-værelses på 4. sal med 4-spors båndoptager i hjørnet af stuen, og om dens vej frem og tilbage mellem Danmark og Sverige.

Tascam 244

Sangen ‘Deep Deep Waters’ har efterhånden fået vedhæftet en længere historie, selvom den blev skrevet på kort tid. I midt-90'erne indspillede Karl-Erik Pedersen sangen i Air Play Studiet i Montanagade i Aarhus sammen med produceren Lars Alsing.

Studiet havde lige været igennem en ombygning og udvidelse, og fremstod som et top lækkert moderne studie, som lå gemt af vejen inde i en baggård. Der skal helst ikke komme for mange mennesker løbende, når kunstneren fordyber sig.

Alsing og Pedersen havde en produktionskontrakt, og da der skulle findes sange til en af de sessions, de to løbende havde igang, så provokerede Alsing åbenbart Karl-Erik Pedersen. Om det var med vilje, melder historien intet om, men han hævdede at den håndfuld sange, han lige havde fået præsenteret, mest var riffbaserede melodier.

Deep Deep waters 1.jpg

Nu kunne det jo opfattes positivt, især hvis man spillede Led Zeppelin inspireret musik, men det gjorde Karl-Erik ikke. Han var 'singer/songwriter' og arbejdede ud fra melodi, tekst og harmonier. Han opfattede det derfor som en provokation. Ikke på nogen negativ måde, men mere som en kreativ provokation. Som om Alsing havde leget toreador og havde holdt en rød kappe hen foran den sagesløse sangskriver, der helt havde mistet mælet.

Da Alsing havde forladt lejligheden på 4. sal midt i Aarhus med den lille trofaste 4-spors Tascam 244 båndoptager i hjørnet af stuen, kunne KE ikke længere skjule sin irritation. Men i stedet for at sparke til noget af møblementet, blev han ramt af en 'jeg-skal-satme-vise-ham' attitude, og han tog guitaren. Provokationen havde haft en effekt, og på 10 minutter havde han næsten en ny sang færdig. Det blev til sangen 'Deep Deep Waters’.

På svensk

ARTE, som var navnet på et stort booking selskab, bookede for Karl-Eriks band, som på det tidspunkt bar navnet 'YELLOW MOON'. De var meget glade for de nyeste indspilninger, som var ved at være færdige i Air Play Studiet. Så ARTE lavede en CD med 5 af de nyeste sange, og spillede bl.a. 2 af sangene for den svenske sanger, aktivist og sangskriver Björn Afzelius, som også var tilknyttet ARTE. Han blev åbenbart også glad for musikken, for efter noget tid dumpede der et brev fra Sverige ind ad brevsprækken på 4. sal i Aarhus. Afzelius havde skrevet svenske tekster til de to sange, og han ville høre, hvad ophavsmanden til sangene sagde til dette. Og så ville han spørge, om han måtte bruge de to sange. Det kunne ophavsmanden Karl-Erik Pedersen kun sige ja til, og i 1995 udkom singleforløberen 'Nitton år', som var den svenske udgave af 'Deep deep waters'. Senere på året kom hele albummet 'Nära dej'.

Den svenske udgave blev spillet flittigt i Danmark, Sverige og Norge hvor også Björn Afzelius turnerede med sit band. Og da han og bandet året efter gæstede Danmark, og gav udsolgte koncerter med sit band, var det nærliggende at lave en duet med Karl-Erik, og sammen sang de sangen i Musikhuset i Aarhus.

Deep Deep waters 2.jpg

 

Publishing deal

Omkring den tid underskrev Pedersen en publishingkontrakt med det amerikanske musikforlag Warner/Chappell Music's danske afdeling som sangskriver. At kontrakten kom i hus skyldtes ikke mindst sangen 'Deep deep waters’. Det viste sig senere, at også to store danske kunstnere i samme periode ville indspille sangen. Men den gik til Sverige.


 

Christians Kirken

I 1999 døde den svenske sanger efter kort tids kamp mod cancer, og i Christians Kirken i København blev en mindekoncert arrangeret. Karl-Erik Pedersen blev inviteret med, og da der var stor rift om billetterne, blev der lavet én koncert om eftermiddagen og endnu én om aftenen.

Den smukke og specielle kirke med de tre balkoner på hver af de tre vægge, var fyldt til bristepunktet ved begge lejligheder, og den var rammen om to smukke og fortættede koncerter. KE sang 'Deep deep waters' akkompagneret af Afzelius mange årige pianist Olle Nyberg ved begge koncerter, hvor også Michael Wiehe, Mats Ronander, Totta Näslund, Sanne Salomonsen og mange andre medvirkede.

P3

Men her stopper historien om sangen ikke, for i 2003 udgav Karl-Erik sin egen udgave af sangen 'Deep deep waters' med den oprindelige tekst på Naked Fish-albummet 'Back on dry land'. Den var hermed igen tilbage i Aarhus. Sangen blev playlistet på Danmarks Radios P3, da den udkom som den første single i 2002. I den forbindelse blev Karl-Erik og hans band NAKED FISH iøvrigt truet af en canadisk TV station, som ville sagsøge bandet for 5mio $.

Sangen blev indspillet i et andet stort studie i Aarhus, nemlig i Feedback Studiet på Haraldsgade i Viby J. Den blev dog remixet i Mindless Studiet inden den kom ud som single.

Deep Deep waters 3.jpg

 

Sverige revisited og ud i verden

Men sangen skulle igen krydse grænsen til Sverige, da den svenske instruktør Lukas Moodysson ('Fucking Åmål’, 'Lilja 4-ever’, ‘Gösta’ mfl) lod sin hovedperson i filmen 'Et hål i mitt hjärta' fra 2004 nynne en del af sangen.

Karl-Erik vidste intet om dette, før han fik besked om, at der havde fundet forhandlinger sted mellem filmselskabet og publishingselskabet. Moodysson havde specifikt bedt sin hovedperson nynne netop denne sang. 

Filmen udkom året efter i 2005 på DVD i en international udgave under titlen 'A hole in my heart'. Filmen vandt flere awards ved festivals rundt omkring i verden. 

 

Genudgivelse og Greatest hits

I 2005 udsendtes alle Björn Afzelius album i en boksudgivelse, hvor albummet ‘Nära Dej’ med ‘Nitton År’ var med.

Den 21/11 2011 blev 'Nitton År' genudgivet på greatest hits albummet 'Tusen bitar - sånger om kärlek och rättvisa' med Björn Afzelius på Metronome Warner Music Group Company.

https://www.amazon.co.uk/Tusen-bitar-sånger-kärlek-rättvisa/dp/B007M49CME

 
BLÅBÆR BLÅ

Den anden dag fulgtes jeg med min yngste datter på 8 år. Hun havde fået en lækker muffin med blåbær, som hun ikke kunne løsrive blikket fra inde hos bageren. Den stod der inde i glasmontren og så ubegribeligt tillokkende kageagtigt og dybblå ud.

 

Nu lå den i den brune bagerpose i hendes hånd, og hun passede på med for alt i verden ikke at støde den ind i noget, som kunne skade dette smukke bygningsværk, som kun en af bagerens ypperligste forme må have kunnet frembringe. Det skulle blive en sand himmerigsmundfuld, som hun havde store forventninger til at skulle sætte tænderne i.

 

Det var en fredag eftermiddag, og selvom kalenderens viser stadig stod på vinter, så var der alligevel en snert af forår i luften. Vi var dog tættere på det forjættede land, end vi var tilbage i efteråret. Jeg kunne mærke det, og min datter kunne mærke det. Fuglene kunne mærke det, og jeg er sikker på, at buschaufføren der kørte forbi kunne mærke det.

 

Måske var det fordi, det var fredag og gækken var løs, men jeg kunne ikke lade være med at spørge hende, om ikke vi lige skulle sætte os på bænken længere oppe ad vejen. Så kunne vi nyde vejret og fredagen. Vi kunne kigge lidt på trafikken, og... så kunne hun jo lige tage en bid af sin blåbær muffin.

 

Hun tænkte sig om. Hun havde meget stor lyst, det var der ingen tvivl om. Men hun glædede sig også til at komme hjem, og sidde ved spisebordet med kagegaffel og en kop te. Hmm... Men OK! Bare én bid. Én eneste bid ville hun tage af sin muffin.

 

Vi gik de sidste meter hen til bænken og satte os. Hun åbnede forsigtigt posen. Kiggede ned til kagen for at se, om alt var som det skulle være. Måske fortrød hun lige der et kort sekund, for hvis hun tog en bid nu, ville hun jo ikke komme hjem med det fuldendte bygningsværk. Men øjeblikket var så kort, som de kun kan være, når duften af kage vælter op af posen og overtager ens næsebor og vilje.

 

Hun lukkede øjnene, åbnede munden og bed af kagen. Jeg kunne straks se på hendes øjne, at fuglene sang kraftigere og vintergæk og erantis voksede mindst en centimeter, for forventningerne blev i den grad indfriet. Foråret sprang simpelthen ud inden i hende. Det var en eksplosion af nydelse.

 

Oh, tænk hvis man stadig kunne nyde sådan! Fordomsfri-100%-total-blyfri-her-og-nu-nydelse uden filter. Bare lukke øjnene og nyde og når man åbnede dem igen, var det forår!

For mig var øjeblikket dog lige så magisk, som det var for hende. Der var bare to forskellige årsager til glæden. For hende var det nydelsen af at sætte tænderne i den labre og gennemlækre blåbærmuffin, og for mig var det selvfølgelig glæden over at se hendes nydelse af kage, blåbær, forår og fredag.


Det fik hende heldigvis til at åbne munden for at fortælle om den skønne og sanselige oplevelse. Og sikke en mund hun havde fået som ekstra gevinst. En bonusmund blå af bær! Sikken et syn. Det fik vi meget sjov ud af at tale om - og tage billede af, som man jo gør. Hun havde fået blåbærmund. Kunne man ha' blåbærøjne? Og hvor hurtigt kan du sige blåbærblå? Hov...det lød jo godt. Hvad med 'hendes øjne blev blåbærblå'? Hvor hurtigt kunne man sige det? Det lød endnu bedre.

 

Vi sad der på bænken min datter og jeg. Ping pongede med linjer og ord, og jeg vidste, at jeg måtte hjem og skrive ned, for der var en ny sang på vej.


BLÅBÆRBLÅ
Hun vented' på ham i porten
samme tid hver eneste dag
hun ku' mærke sit hjerte slå
hurtigt var hun væk igen

hendes øjne blev blåbærblå
hver gang hun så ham komme og gå
hun talte hvert et blåt sekund
resten af dagen gjorde ondt

et flygtigt glimt et kort øjeblik
syv skridt og så var han væk

hendes øjne blev...

årene er gået med tiden
hun tænker stadig på ham

hendes øjne blir blåbærblå
selv efter alle de år
når timen blir mørkeblå
resten af dagen gør stadig ondt

hendes øjne blev...

 
Søgsmål fra Canada

Nyhed i GAFFA / Fredag d. 03-05-2002 kl. 09:00

Upcoming band truet af nøgen-tv

Kanal med nøgne værter truer med sagsanlæg

Af OLE ROSENSTAND SVIDT

Pas på, hvad du skriver på din hjemmeside. Det århusianske upcoming band Naked Fish har på deres hjemmeside haft en afdeling med overskriften "Naked News" med nyt om bandet, og det har vakt vrede hos den canadiske tv-station Naked News.

Naked News-stationen, der er kendt for at levere helt almindelige nyheder, blot med den detalje, at studieværterne smider tøjet under oplæsningen, har naturligvis taget copyright på navnet Naked News, og deres advokater har nu sendt det lille danske band et harmdirrende brev. Her skriver advokatfirmaet, at Naked Fish omgående skal fjerne overskriften "Naked News", ellers bliver de sagsøgt og kan risikere at skulle betale op til 5 millioner dollar i erstatning.

Naked Fish har straks fjernet afdelingen "Naked News" og skriver på deres hjemmeside, at de er glade for at slippe for forbindelsen til "underlødigt bras", som man kan finde på tv-kanalen. På gruppens hjemmeside kan du i øvrigt se det famøse brev fra tv-kanalens advokater. Klik her.

Naked Fish har i øvrigt lige udgivet deres debutsingle "Deep Deep Waters", der er forløberen for deres album "Back On Dry Land", som kommer til august.