
INGEN TID AT SPILDE
‘Ingen tid at spilde’ er en rejse i tid og sted. Et tværsnit af levet liv. Om at bladre i et fotoalbum med snapshots, og så opdage at nu er det altså nu. Se nu at komme ud af den tomgang og tristesse, du er havnet i. For du har stadig gode kort på hånden, selvom du synes, ham deroppe er begyndt at kalde dig ‘Sorte Per’ lidt for ofte’.
‘Da jeg begyndte på sangen, havde jeg ingen anelse om, hvor den ville ende. Fra sydens andalusiske siesta med kold Fino til en alvorlig sang om livet hjemme i Danmark.
I den lille hvide by Monda bor vores gode ven Bent, som på disse kanter bliver til Benito. Familien og jeg var endnu engang taget derned for at bo i et af Benitos huse.
Jeg ville bruge siestaen med laptop, ProTools, ideer og en gammel Kasuga guitar, jeg lånte af ham.
Men harddisken med ideer havde jeg i farten glemt at pakke. Så jeg måtte starte fra bunden med noget nyt.
I huset lå der nogle CDer med gamle bluesindspilninger. Og inspirationen fra Mississippi deltaet og Andalusien meldte sig efter nogle dage, og det blev bla til skitsen som i Aarhus er blevet til ‘Ingen Tid At Spilde’.

‘Slideguitaren er fra den oprindelige skitse og dermed indspillet i Monda.
Jakob var også forbi Monda, og han indspillede bas på den samme guitar, som vi stemte ned. Og langt inde i processen med at gøre indspilningen færdig var det stadig den bas, der passede bedst. Men da vores gode ven Michael Friis indspillede trommerne blev behovet for en rigtig fuldblodsbas klart. En gammel nedstemt Kasuga kan ikke hamle op med Friis.
En anden gæst på indspilningen er René Wiborg. En dag kom han forbi og indspillede den elektriske guitar i omkvædene. Og så er det tid til at præsentere Hali, som synger med og nærmest gør sangen til en duet. Hun kom herover en solskinsdag i juli fra København for at synge på nogle af indspilningerne. Michael, Lars og Troels rundede til sidst indspilningen af, og endelig faldt dette kosmopolitiske track til ro.'
‘Da jeg først kom igang med at skrive ord, linjer og vers til teksten kunne jeg næsten ikke stoppe. Som om jeg først skulle mig ind på essensen og finde en kerne. Så der ligger mange vers gemt, som ikke kom med, fordi jeg endnu ikke havde nogen retning’.
Eksempler:
vennerne i nord
er i fare for at fare vild
Når mosekonen brygger
Er der ingen der kommer hjem i nat
Naboen spiller på sit dragspell
Mens hun blir pakket ind i vat
Midnatsolen danser til rytmen
Fra doktorens maveskind
Børn kigger undrende på
Mens andre kigger ind
Stemningen stiger
pluds’lig er alle i syv sind
Ingen Tid At Spilde
der er alt det vi aldrig si’r
der er ting vi altid gør
af grunde vi ikke fortæller
nogen om
der er spørgsmål ingen stiller
og så er der det vi ikke rører ved
så er der ham der sidder bag tremmer
og venter på sin dom
der er ingen tid at spilde
når livet gir den næste omgang
der er tider der er stemmer og navne
der er byer og baggårde og havne
og så’ der spor der ender helt derude
hvor peberet gror
der er smerten som ikke vil lindres
prinsesser og spejle der splintres
illusioner der brister og bærer
og ‘neeej hvor du ligner din mor’
der er ingen tid at spilde
når livet gir en næste omgang
ingen tid at spilde
når alt hvad du gør alligevel ender i tomgang
søer kilder og vandløb
to byer med dobbelt A
på stationen i Hobro svæver ravnen
over begge spor
der er ulige uger med strikkede huer
unger der leger i sneen
dydige dage men søndage truer
med pakkede tasker i entréen
der er ingen tid at spilde
når livet gir den sidste omgang
der er ingen tid at spilde
når alt hvad du gør alligevel ender i tomgang
tomme nætter med tegn og skygger
hvide løgne nu’ det sort der rykker
tågen driver ind fra havnen
og alt går i stå
jeg hører nogen kalde
her midt i Mågernes By
pludselig er det hele slut
hvad var det jeg skulle nå?